Kystfiskerliv del 3 – Moral, Etik og uskrevne regler

Tidlig morgen på revet, i dag kom jeg tidligt nok ud af fjerene og var den første på revet, for mange år siden var jeg sikker på at have revet for mig selv og kom der andre, kunne jeg være sikker på at det var en jeg kendte i forvejen. I dag er der rift om de kendte pladser der bliver skrevet om i fiskepressen, men bevæger man sig lidt væk fra alfavej kan man stadig finde små rev hvor man kan gå for sig selv , men der er efterhånden langt mellem dem.

Morgenstunden havde budt på fisk, ikke mange men en fin halvmeter fisk hang i bæltet, flere fisk havde vist sig, men de var uendelig svære i det spritklare vand, at der heller ikke var noget vind gjorde dem ikke mindre hugvillige, de var lettere at spotte på den blanke overflade, men det var først da jeg gik et par størrelser ned i forfangs-spids at de begyndte at reagere aggressivt på min lille flue, flere gange havde jeg decideret skræmt fisk, hvis mit forfang landede for tæt på dem, men nu var det begyndt at køre, det tynde forfang var uden tvivl forskellen.
Længere inden på revet gik et par andre fluefiskere, selv om de med jævne mellemrum havde fisk på kastehold, havde de endnu ikke fundet melodien.
Inde på land kom en spinne-fisker traskende, han var vist kommet for sent ud af dynerne, for solen var allerede godt oppe på himlen. Da han så fiskene der viste sig i overfladen listede han ud mellem de to andre fluefiskere og af sted fløj hans lille pirk, plask… fluefiskerne vågnede “så du den” sagde den ene fluefisker ” ja jeg tror den var stor, jeg så kun plasket” sagde den anden. Så gik det op for dem at de ikke længere havde fiskene ude foran for dem selv.. “Ej for satan det var en blyklump” udbrød den ene “godmorgen” sagde spinne-fiskeren.
Lidt efter gik de 2 fluefiskere på land, fiskene var forsvundet.. ned til mig, for pludselig var der finner i overfladen over alt. lidt efter faldt så hugget og en fin 45 cms fisk gik i luften, plasket var ikke diskret og jeg kunne se at spinne-fiskeren havde set det, med tremile skridt begyndte han at vade ud mod mig, fisken blev fightet bestemt men forsigtigt, mens jeg vadede længere ind på revet, så de resterende fisk ikke blev forstyrret unødigt. Men uden grund, for da spinne-fiskeren var 100 meter fra mig begyndte han at kaste febrilsk ned mod mig og da han kom tættere på, landene hans pirk ca 10 meter fra mig, men han kom tættere på endnu, og kort efter stod han 20 meter fra mig og skambombede området ud foran mig hvor fiskene havde vist sig, som forventet fangede han intet, og fiskene ja de viste sig ikke igen, først en time senere, længere nede af kysten så jeg en enkelt fisk vise ryg.

Da pirken ramte vandet fik det fiskene til at fortrække og søge et andet sted hen, heldigvis for mig, svømmede de ud på revet hvor jeg stod og kort efter stod jeg med flex på klingen.

Fluefiskeren, en hyggelig gut men noget selvfed, han tror han ejer kysten, og hvis han ser en spinne-fisker fnyser han, sådan er der desværre nogen fluefiskere der er, men heldigvis bliver der færre og færre der opfatter fluefiskeriet som guds gave til kystfiskeriet. hvis vi spinne-fiskere og fluefiskere giver hinanden den plads vi kræver så skulle der vel nok være plads til os alle..

Det ville være let at finde og udnævne en syndebuk, 3 fluefiskere og en spinne-fisker der oveni købet er kommet for sent ud af posen, men hvem har egentligt bestemt at hans opførsel ikke er ok, hvordan ville det se ud, hvis jeg dukkede op med fluestang på Kronborg-pynten i maj og begyndte at kaste langs kysten, jeg ville nok blive upopulær fordi en fluefisker fylder en del, men jeg har vel, som alle andre lov til at fiske med det jeg finder bedst, uanset hvor og hvornår, bare det er inden for lovens rammer.
Helt så simpelt er det bare ikke, Jeg kunne jo have spurgt spinne-fiskeren, om ikke det var en noget egoistisk opførsel han udviste, han pressede sig jo ind mellem 2 mand der stod med 50-60 meter imellem sig. Men hvad nu hvis han var opflasket ved et P&T vand, så er 50 meter jo lang afstand til en nabofisker, Det kan være at tiden bare har ændret afstanden for fiskerens “privat sfære” og det kun er “gamle” kystfiskere der sætter pris på det gode gamle minimum på 2 kastelænger til nærmeste kystfisker, kun undtaget hvis det er en fiskekammerat som er indforstået med at vi fisker tæt eller der bliver spurgt om lov.
Har tiden ændret på hvordan vi behandler hinanden ude ved vores kyster og er der pladser hvor det er ok at fiske i flok, tempelkri(o)gen, Bramsnæs Vig, Brunhoved, Lossepladsen, og mange andre kendte toppladser. Har den øgede mængde kystfiskere gjort det ok at at vi træder wadersne af hinanden, nogen gange har jeg følelsen af at være en kænguru når jeg har en fisker åndende i nakken, tæt nok på til at han kan hoppe op i min waderslomme.
Men hvem bestemmer de uskrevne regler, hvem bestemmer hvad der er god fiskemoral. Fluefiskere kan i den grad være selvforherligende og dømmende over for andre medfiskere, hvor mange fisk må man slagte, hvordan skal de se ud, må man røre ved fisken, fluefiskere kan let have en mening om at det kun er fluefiskeren, der har ret til de fisk der er i vores vande og at spinne-fiskerne kan samle sig på molerne og i P&T søerne.
Da jeg startede på kysten var det de gamle garvede, dem med sølvskel i det grå skæg, der viste os unge vejen og var vi i tvivl spurgte vi os frem. når de talte lyttede vi, jeg lærte at kystfiskerens første havørred godt må være et skravl, men at alle fisk derefter, skal være “ordentlige fisk” og behandles med stor respekt.
Gik der fiskere på revet, satte vi os ned og ventede på at de rykkede videre, når badekarrene blev fisket af, foregik det i bevægelse og man slog aldrig rod, så den næste fisker kunne affiske karret, uden at skulle gå på land for at passere én.

Den gang der var kystudsætninger kunne man rende ind i store flokke af havørreder, her er det fra Langeland en gang midt i 90erne, over 3 dage fangede vi 130 havørreder og vi kunne ha slaget halvdelen, men nøjedes med mindre, i dag var disse 9 nok blevet reduceret til en enkelt eller 2

Fangede vi en fisk og slog den ihjel, så var det fordi den skulle spises. Hvis der var en enkelt god dag med flere fisk på tasken, var det ikke ensbetydende med at der blev kigget skævt til en, man sørgede selv for at ens moral og etik justerede hvor mange og hvilke fisk der blev hjemtaget, og i takt med at der kom fisk i fryseren blev mindstemålet sat op. I 90erne var der så mange fisk på de Danske kyster at det var let at miste hovedet og blodbadet blev en realitet, billeder af 40-50 slagtede havørreder sås indimellem i fiskebladene, hvilket allerede dengang skabte en del røre blandt forarget lystfiskere.
Tiden er vel ved at være inde for at vi gør op med den anarki der efterhånden reagere ude ved fiskepladserne, nu skal det ikke lyde som om det hele er af lave, men mere som et opråb om at tiderne er skiftet og vi efterhånden er blevet rigtig mange, der finder glæde ved at fange en havørred på kysten. At vi som brugere af naturen, ønsker at alle der færdes som lystfiskere på kysten, ved hvilke retningslinier der skal følges for at vi ikke træder hinanden over tæerne.
I andre lande kræves det at der aflægges prøver for at kunne indløse fisketegn, Vi har det som jægere, hvor meget af selve stoffet også omhandler moral og etik, og hvordan man opføre sig i al almindelighed når man udøver sin hobby. Hvis vi også havde det som lystfiskere ville vi kunne have indflydelse på den mentale tilgang til fiskeriet som vi ønsker af kommende generationer af lystfiskere. Det må forventes at der i årene fremover, ikke bliver mindre pres på vores fiskevande.

sølvblanke fede fjordfisk, det er hvad vi alle ønsker os af fremtiden

kystfiskerliv del 2

En ubønhørlig trang til at komme ud hev og sled i mit unge sind, men vinteren havde lukket af for mulighederne, min lille lokale mose hvor jeg normalt fik de værste abstinenser dulmet, var dybfrossen. Sneen lå i store driver over alt, der ville gå mange måneder før jeg igen kunne dyrke noget der lignede fiskeri.

Fisk og Fri har igennem mange år formet og fodret vores drømme.

Fisk og Fri, et nyt moderne og farverigt fiskemagasin, der i modsætning til sportsfiskeren på det tidspunkt, var fyldt med flotte farverige fotos, havde set dagen lys et par år tidligere, det var min redning, eller snare – det tog de værste af mine abstinenser. Alle sider blev gennemlæst og studeret i detaljer, alt hvad der omhandlede kystfiskeri blev læst ekstra grundigt, så jeg kunne alle teorierne og trix,  når det endelig ville blive forår.
En historie om Otto Poulsen der fangede 100 havørreder om året fik mig til at drømme, hvordan var det dog muligt. nogle år senere blev jeg klar over at det krævede tid og viden om fisk og fiskeriet.
imens sneen dalede ned fra himlen sad jeg ved mit skrivebord og kiggede drømmende ud af vinduet, lektierne som skulle laves, skred langsomt fremad, men der kom lidt mere fart på, da de kom til at omhandle fisk i alle afskygninger. Stile om fisketure i alverdens lande, regnestykke blev regnet i kilo fisk, biologi ja gæt selv. drømmen om hive den ene blanke havørred ind efter den anden, havde sat dagsordnen, mit liv var gået i “fisk”.
Julen var kærkommen, ønskesedlen var alenlang og fyldt med fiskegrej i alle udformninger, bøger om fiskeri og et fluebindings-begyndersæt. Jeg måtte ha været et artigt barn, for alle mine ønsker blev opfyldt. Lige pludselig var vinteren ikke noget synderligt problem, flue på flue blev bundet og når man er så heldig, at ha en far der er konservator, så er det ikke fjer og hårmaterialer der mangler. Der blev kreeret det ene uhyre efter det andet, det var meget lærerigt og  mange fluer blev bundet for efterfølgende at blive skrællet igen, så krogen kunne genbruges. Med tiden fik jeg en ide om hvordan de forskellige materialer opførte sig.
Når det var sengetid endte det med, at jeg  lå og læste “Sølvtøj” af Jens Ploug Hansen og “Havørred Havørred” af Kurt Malmbak Kjeldsen til langt ud på natten, det som min far og farfar ikke vidste, havde jeg nu læst mig til, jeg var klar til forårets komme,
Men så let er det bare ikke, man kan læse nok så meget litteratur og kunne alle guruernes teorier forfra og bagfra, igen måtte jeg lære det på den hårde måde. Isen brød i fjordene og foråret kom. Der blev fisket igennem, hver weekend på brugt i Isefjorden, Roskilde fjord og på nordsjællands kyst, men ikke en eneste havørred kom på land og hvad værre var, så kunne jeg gang på gang se min far kroge den ene fine fisk efter den anden.

Den første fisk efter en vinterpause har altid en stor betydning, det er vigtigt at komme godt i gang inden frustrationerne indfinder sig og man går i fiskepanik
Her er den årets første fisk fra 2010 en superskøn overspringer på 3,6 kg
Foto: Thomas Thacker

Tørkeperioder er noget alle havørredfiskere skal igennem, dem der påstår at de aldrig har haft en, har med garanti ikke fisket længe, eller det man kan kalde selektiv hukommelse. sikre tegn på en begyndende tørkeperiode er den svindende selvtillid, man begynder at skæve til sidemanden, for at aflure tempoet på indtagningen/indspinning og en konstant trang til at skifte flue. Langsomt begynder desperationen  at indfinde sig og i takt med den stiger, mister man fokus på selve fiskeriet, en “farlig” tilstand indtræffer og man bliver overtændt. fisketiden bliver brugt i bilen, plads efter plads bliver afsøgt, men ingen af dem virker rigtige. Inden man er i vandet på den valgte kyst, har man allerede overvejet om det ikke skulle ha været et andet spot istedet, rastløst bevæger man sig fra kyst til fjord og tilbage igen.
Og det var netop hvad der skete for mig. Det meste af foråret var gået uden et hug, når jeg gik i vandet med fluestangen syntes spinnestangen som et bedre valg eller omvendt. Samtlige blink havde været bundet på min 0,25 mm ABUlon nylonline mange gange, og mens jeg endnu en gang skiftede flue, landende min far endnu flot fisk.
jeg var for første men bestemt ikke sidste gang i mit, på det tidspunkt korte liv, nedfisket og udfisket.

En fantastisk 5 kilos fisk fra østersøen, fisken huggede på en hjemmelavet sølvpil, og det den endelig var i nettet efter en legendarisk hidsig kamp, var 2 af grenene på Mustad trekrogen knækket og den sidste var næsten rettet ud

Nu sagde jeg jo at det var en farlig tilstand at havne i, for et er sikkert – alle tørkeperioder ender, pludselig så er der en ørred der ikke kan modstå fristelsen og hugger. Med et er tørken er brudt. Dengang var det en knækket sølvpil med et nyt hul til springring og krog, der endte mit mareridt. Sidst i maj måned på jagt efter hornfisk faldt hugget og da den kastede sig ud af vandet og synliggjorde at det endelig var en fin blankfisk på en ½ meters længde, gik jeg pænt meget i panik, og jeg lavede nok alle de fejl det er muligt og resultatet blev derefter, og jeg endte med at miste fisken efter den havde svømmet mellem benene på mig!
Den onde cirkle var brudt og med et vendt troen på at jeg godt kunne fange sølvtøj tilbage, 10 minutter senere var jeg klar, havørreden viste sig i overfladen 40-50 meter ude, den lille sølvpil landen lige der hvor den havde vist sig og hugget faldt promte. Denne gang var jeg klar og med rystende hænder, en puls på 200 og samlet ben, blev fisken fightet sikkert i nettet. Sejerens sødme smager nogen gange bedre end andre og når jeg sidder her mange år og mange havørreder senere og tænker tilbage, så kan jeg med sikkerhed sige at de fisk der ender tørker uden tvivl er dem man husker bedst, ja faktisk mindst lige så godt som de store.
Havørredfiskeri er hårdt arbejde, i de perioder hvor fiskene er svære og ikke vil lege med, slider det på psyken, at læse om andres succes, mens man selv ikke kan finde melodien. Men det er de fiskeløse tider, der lære os tålmodigheden og glæden ved andre sider af fiskeriet, hvis det nu var så let at fange havørreder og vi fangede massere på hver tur, så tror jeg ikke at det ville appellere til vores jagtinstinkt i den grad som det gør. Slidet lære os at værdsætte alle de fisk vi fanger og respekt for de fisk og fiskere vi møder på kysten.

Fisketure med kammeraterne er altid de bedste, en fisk fanget på en solotur er en god oplevelse, men når der er fiskekammerater der kan blive "misundelige" over ens held og man har håneretten, så er bliver fisketuren sjældent bedre!

Top Fishing Websites at TopFishingSites.Com

Kystfiskerliv del 1

Et par blanke fra før kystfiskeri efter havørreder blev moderne

Når man starter som kystfisker så er der kun en ting der tæller, og det er at komme afsted så meget som muligt, fiskeplads efter fiskeplads bliver fisket af, men meget ofte uden den store succes, nogen gange rammer man ind i en fisk, fiskefeberen får et ekstra nyk opad og man er klar til at gå de næste mange timer, dage måske endda måneder, før det næste hug indtræffer.
Med tider bør der dog blive kortere og kortere mellem huggene, du finder dine favorit fiskepladser, og i takt med mængden af besøg, får du et billed af de enkelte pladsers hotspots.
Rigtig meget fiskelitteratur bliver gennemlæst og forvirringen bliver ofte total, for der er lige så mange teorier som der er fiskere, spin, flue, bombarda, woblere, blink, stort eller småt, hurtigt eller langsomt, hvornår, højvande eller lavvande og alle de andre faktorer, men hvor skal man begynde.

Min far igang i hårdt vejr på sjællands Nordkyst ved Hyllingebjerg, huset er forlængst forsvundet og stenhøfter har erstattet den engang så legendariske plads. De første store havørreder kom netop herfra.

Jeg kommer ud af en lystfiskerfamilie, min far og farfar havde allerede knækket nogle af koderne, men det udstyr man brugte dengang i efterkrigs årene var noget grovere end i dag og der var ikke mange man kunne dele erfaringer med. Fluefiskeri var forbeholdt dem der fiskede i de jyske åer, så det stod på spinnefiskeri fra land med splitcane stænger og senere glasrørsstænger, men de fangede fisk og derfor var mine første fiskeår lidt lettere end mange andres, jeg havde trods alt 2 “guruer” som jeg kunne udfritte for viden om fiskeriet og som tog mig med hen til de fiskepladser de viste kunne gemme på en blank havørred.
Et er teori, noget andet er at stå ved kysten med sin 7 fods spinnestang med et Cardinal 154 fastspolehjul og en 12 grams Møresilda forenden af en tvivlsom 0,25 nylonline. Men det virkede, dengang var der jo en stor bestand af kysttorsk og hvis man et kort øjeblik faldt i staver og satte tempoet ned, eller der var kludder i linen, kunne man være sikker på at en hidsig kysttorsk ville hugge blinket inden det nåede bunden. derfor var det let at blive holdt til ilden, en kysttur var aldrig kedelig, ind imellem huggede en lidt større torsk og så var man spændt for, og det skete ikke så sjældent at de nåede at sætte sig så man mistede både fisk og blink. Det var forøvrigt her jeg fik en af mine første vigtige lektioner i tålmodighed, det var jo oftest ynglings blinket der sad for enden af linen, så det var ikke bare noget man smed væk. “tålmodighed er en dyd” lød det fra den gamle, så først prøvede jeg med et vedvarende pres fra den ene side og hvis det ikke hjalp så ændrede jeg position og holdt presset fra en anden vinkel, det kunne jeg godt bruge lang tid på og nogen gange virkede det,  pludselig fik jeg trukket torsken ud af tangbusken og succesen var i hus, med både en stor kysttorsk og mit favorit blink. I dag har vi jo fletliner, så de fleste trækker bare krogen ud af munden på en stor fisk der har “parkeret” sig ved bunden, en klassisk måde nybegyndere mister deres første store fisk på!

Bornholm og broens rev var en fast tradition op gennem mine teenage år og mange smukke fisk er kommet på land igennem tiderne! her er det min far med 2 grønlændere og tjek lige mobiltelefonen, der er sket meget siden

Min far er en skrap fisker og de første år af mit kystfiskeliv fangede han flotte blanke havørreder for næsen af mig og gang på gang måtte jeg indse at selv om vi fiskede de samme steder med de samme blink, så var der også andre faktorer der spillede, nemlig erfaring og teknik.
Erfaring kan man kun få ved vandet og da jeg blev gammel nok til selv at tage af sted, så blev fiskestangen, cyklen og toget faste partnere i weekenderne. Med sommerhuset som udgangspunkt havde jeg inden for overkommelig afstand, flere rigtige fine hotspots og der blev fisket og fanget fisk, flere og flere.
Jeg havde læst om kystfluefiskeri, så fluestangen var ofte med og når der ikke sket noget med spinnestangen, kom den i brug. Min kasteteknik var måske ikke den bedste, alt var selvlært på sommerhusets græsplæne, men på kysten blev det finjusteret, så det fungerede til det der var formålet, der var ingen at spørge til råds, så det var den gode gamle “learning by doing” det var ikke kønt, men det virkede og pludselig en vindstille dag i ginklart vand, hvor alle de gamle garvede havde opgivet at fiske og sad oppe i marehalmen og fortalte løgnehistorier, skete det så, en lille blank målsfisk så min flue og tog den. Det var endnu et højdepunkt i mit fiskeliv, der skulle få en vigtig betydning, jeg havde lært at uanset hvad, så er der altid en chance for at fange fisk, det er bare et spørgsmål om at fiske.
I starten troede jeg det var fordi jeg fiskede med flue og det kan da godt være at det gjorde udslaget, men senere erfarede jeg, at så længe man har krogen i vandet, så er chancen for hug tilstede, og her denne tidlige forårsdag i Vellerup vig fik jeg belønningen for ikke at give op og sætte mig op og høre på historier om, at det ikke kan lade sig gøre når “vinden er i øst” eller “når vandet er for klart”. Fordomme og forhindringerne om det dårlige fiskeri ligger i fiskerens hoved, ikke i fiskens. så længe man holder sit sind åbent og tænker positivt, så er chancen for succes tilstede.
Når jeg efter en lang fisketom dag på kysten, er ved at give op og troen på det forjættede hug virker som en umuligt drøm, kan jeg stadig høre min saglige farfars mantra blive messet i de evigt rullende dønninger “tænk positivt, det gir flere fisk”

Vellerup Vig en plads der var fyldt med håbefulde lystfiskere i de første år af hvad må betegnes som den "moderne kystfiskertidsalder" alle ungdomsskoler valfartede afsted weekend efter weekend og unge håbefulde blandede sig med de gamle garvede, fisk kom på land, dog slet ikke i de mængder som der var fiskere. Her ser vi fra "Hansens hjørne" over på nok Danmarks mest legendariske fiskeplads "muslingerevet" og hønseriet"

Top Fishing Websites at TopFishingSites.Com

Det handler om omstilling og indstilling i hele dit fiskeliv

Fiskeri er mange ting og det handler om mange ting, for nogen alt. Hvad det gir os, er forskelligt og hvad vi ligger i det, er sjældent det samme. Man møder ofte folk der har fisket, men er stoppet fordi de aldrig fangede noget, nogen er forsat, men fisker kun fordi de kan lide det sociale aspekt ved fiskeriet, hvis det ikke havde været på pilsen, hyggen, bålet og kammeratskabet så havde de siddet hjemme i stuen, det er dem vi kalder lystfiskere.

En forårsdag i starten af 80erne fangede jeg en lille havørred under torskefiskeri på sundet, det blev startskuddet på et fiskeliv fyldt med jagten på blanke kystørreder, andre arter er også blevet jagtet og selv om de er kommet på land i drømmestørrelse, så er jeg endt ved havørreden gang på gang!

Som fisker gennemgår vi flere stadier igennem vores fiskeliv, uanset om man starter fiskeriet i ens barndom eller senere i livet er det første der er vigtigt for at holde gejsten, jævnlig aktion og flex på klingen. Mange er startet, lige som mig, med kutterture på havet efter sild og torsk, fladfisk fra molen og skaller i branddammen. Sikre steder for at få den spænding, der holder en til ilden. Nogen fiskere kommer aldrig videre herfra, deres fascination af det at fange mange fisk, bliver en besættelse og de begynder at udvikle og forfine deres teknikker, så de er sikret de altid kan sige, at det var dem der fangede mest. Typisk så ser man dem på en af landets fiskekuttere, gå rundt og tjekke kurve ud og hvis de møder en ligesindet konkurrent, kan det slå gnister. Et er sikkert og det er at krogene vil blive skærpet og undskyldningerne for ikke at være nummer et fundet frem.
Heldigvis kommer de fleste videre herfra, hvis det altså lykkedes at fange de mange fisk, men på et tidspunkt så bliver det lidt kedeligt og trivielt at hive fisk op i mængder. Det kan også være at man har en oplevelse med en lidt større fisk der får hjertet til at pumpe, skallen som sidder på ens krog bliver taget af en gedde, en stor torsk der tager en sild på sildeforfanget, oplevelser der kan sende os videre i vores fiskeliv. pludselig er vi på jagt efter storfisken, rekordjagt er ubønhørligt, når man har fanget en personlig rekord finder man ud af at andre jo også fanger store fisk og måske, en der var meget større end den man selv lige har fanget, så må man jo ud og slå sin egen og deres rekord igen. når man så har fanget den store fisk, så er der jo lige en anden fiskeart som der skal prøves kræfter med og så skal man hele ræset igennem igen.
Mange forskellige fiskearter og år senere kan man så nå til næste stadie, man oplever en form for mæthed, føler sig lidt fisketræt, pludselig er man taget på ferie uden fiskestangen… men bare rolig, trængen skal nok komme tilbage, jagtinstinktet sidder nu så dybt forankret i dig, at bare den mindste gnist, får dig til længes efter suget, når en fisk hugger, flådet dykker, bidmelderen skriger… du er selv blevet fanget.
Når du så står der ved vandet igen, så kan du mærke en underlig fornæmmelse af ro, du har jo fanget mange og sikkert også store fisk, du fisker og fisker, men der mangler noget. Verden er stor og der er mange drømmefisk derude, så alt efter hvad der gir det hjemlige kick, den store gedde, store torsk på det gule rev eller sundet, trollinglaks i østersøen, tørfluefiskeri i en lille jysk å, eller laksefluefiskeri i en stor jysk å. så må det prøves i større skala, opsparingen og feriedagene bliver nu brugt ude i verden, og du prøver krafter med mange store og stærke fisk, jagten på den store drømmefisk er kommet tilbage.

På min rejse igennem Canada's Rocky mountain fandt jeg mig selv langs med Clearwater River, fluestangen blev spændt for med store flotte kongelaks, en drøm som fisk og fri fødte i midten af 80erne efter en forside med store røde kongelaks!

Mange rejser, drømmefisk og penge senere vågner man så op igen, der var ikke den store forskel på jagten, jo fisken, fighten, landet og maden var anderledes men det var nu ikke meget anderledes end det man forlod herhjemme, man blev ikke lykkeligere men fattigere.
Så lander man i endnu et stadie af ens fiskeliv, been there done that! nu nyder man bare at være ude, det er ligegyldigt om forholdene er perfekte, man skal bare af sted, den friske luft, roen tankerne, kammeraterne er hvad der betyder noget nu, fiskene er altid velkomne, men det er ikke længere dem der driver værket, og dog, for det er stadig suget og drømmen om dommedagsfisken der kommer til én når man lever den ultimative fiskedrøm. Rejserne får også en anden agenda, de rigtige fisk i de rigtige lande, smukke steder, men selv om fiskene er stærkere så er der intet som de fisk derhjemme. Så er man tilbage ved starten igen med en lille ændring, nu vil man ikke bare fange fisk, det er selvfølgelig fedt at der indimellem er en stor fisk på krogen, men det er ikke det vigtigste, nu er det bare det at være derude ved vandet.
på det her stadie opdager man, at grundlæggende er det ens egen indstilling, der afgør succes i livet og på fisketuren.

Tænk positivt, det giver flere fisk!
Rune Westphal
Top Fishing Websites at TopFishingSites.Com