Kystfiskerliv del 3 – Moral, Etik og uskrevne regler

Tidlig morgen på revet, i dag kom jeg tidligt nok ud af fjerene og var den første på revet, for mange år siden var jeg sikker på at have revet for mig selv og kom der andre, kunne jeg være sikker på at det var en jeg kendte i forvejen. I dag er der rift om de kendte pladser der bliver skrevet om i fiskepressen, men bevæger man sig lidt væk fra alfavej kan man stadig finde små rev hvor man kan gå for sig selv , men der er efterhånden langt mellem dem.

Morgenstunden havde budt på fisk, ikke mange men en fin halvmeter fisk hang i bæltet, flere fisk havde vist sig, men de var uendelig svære i det spritklare vand, at der heller ikke var noget vind gjorde dem ikke mindre hugvillige, de var lettere at spotte på den blanke overflade, men det var først da jeg gik et par størrelser ned i forfangs-spids at de begyndte at reagere aggressivt på min lille flue, flere gange havde jeg decideret skræmt fisk, hvis mit forfang landede for tæt på dem, men nu var det begyndt at køre, det tynde forfang var uden tvivl forskellen.
Længere inden på revet gik et par andre fluefiskere, selv om de med jævne mellemrum havde fisk på kastehold, havde de endnu ikke fundet melodien.
Inde på land kom en spinne-fisker traskende, han var vist kommet for sent ud af dynerne, for solen var allerede godt oppe på himlen. Da han så fiskene der viste sig i overfladen listede han ud mellem de to andre fluefiskere og af sted fløj hans lille pirk, plask… fluefiskerne vågnede “så du den” sagde den ene fluefisker ” ja jeg tror den var stor, jeg så kun plasket” sagde den anden. Så gik det op for dem at de ikke længere havde fiskene ude foran for dem selv.. “Ej for satan det var en blyklump” udbrød den ene “godmorgen” sagde spinne-fiskeren.
Lidt efter gik de 2 fluefiskere på land, fiskene var forsvundet.. ned til mig, for pludselig var der finner i overfladen over alt. lidt efter faldt så hugget og en fin 45 cms fisk gik i luften, plasket var ikke diskret og jeg kunne se at spinne-fiskeren havde set det, med tremile skridt begyndte han at vade ud mod mig, fisken blev fightet bestemt men forsigtigt, mens jeg vadede længere ind på revet, så de resterende fisk ikke blev forstyrret unødigt. Men uden grund, for da spinne-fiskeren var 100 meter fra mig begyndte han at kaste febrilsk ned mod mig og da han kom tættere på, landene hans pirk ca 10 meter fra mig, men han kom tættere på endnu, og kort efter stod han 20 meter fra mig og skambombede området ud foran mig hvor fiskene havde vist sig, som forventet fangede han intet, og fiskene ja de viste sig ikke igen, først en time senere, længere nede af kysten så jeg en enkelt fisk vise ryg.

Da pirken ramte vandet fik det fiskene til at fortrække og søge et andet sted hen, heldigvis for mig, svømmede de ud på revet hvor jeg stod og kort efter stod jeg med flex på klingen.

Fluefiskeren, en hyggelig gut men noget selvfed, han tror han ejer kysten, og hvis han ser en spinne-fisker fnyser han, sådan er der desværre nogen fluefiskere der er, men heldigvis bliver der færre og færre der opfatter fluefiskeriet som guds gave til kystfiskeriet. hvis vi spinne-fiskere og fluefiskere giver hinanden den plads vi kræver så skulle der vel nok være plads til os alle..

Det ville være let at finde og udnævne en syndebuk, 3 fluefiskere og en spinne-fisker der oveni købet er kommet for sent ud af posen, men hvem har egentligt bestemt at hans opførsel ikke er ok, hvordan ville det se ud, hvis jeg dukkede op med fluestang på Kronborg-pynten i maj og begyndte at kaste langs kysten, jeg ville nok blive upopulær fordi en fluefisker fylder en del, men jeg har vel, som alle andre lov til at fiske med det jeg finder bedst, uanset hvor og hvornår, bare det er inden for lovens rammer.
Helt så simpelt er det bare ikke, Jeg kunne jo have spurgt spinne-fiskeren, om ikke det var en noget egoistisk opførsel han udviste, han pressede sig jo ind mellem 2 mand der stod med 50-60 meter imellem sig. Men hvad nu hvis han var opflasket ved et P&T vand, så er 50 meter jo lang afstand til en nabofisker, Det kan være at tiden bare har ændret afstanden for fiskerens “privat sfære” og det kun er “gamle” kystfiskere der sætter pris på det gode gamle minimum på 2 kastelænger til nærmeste kystfisker, kun undtaget hvis det er en fiskekammerat som er indforstået med at vi fisker tæt eller der bliver spurgt om lov.
Har tiden ændret på hvordan vi behandler hinanden ude ved vores kyster og er der pladser hvor det er ok at fiske i flok, tempelkri(o)gen, Bramsnæs Vig, Brunhoved, Lossepladsen, og mange andre kendte toppladser. Har den øgede mængde kystfiskere gjort det ok at at vi træder wadersne af hinanden, nogen gange har jeg følelsen af at være en kænguru når jeg har en fisker åndende i nakken, tæt nok på til at han kan hoppe op i min waderslomme.
Men hvem bestemmer de uskrevne regler, hvem bestemmer hvad der er god fiskemoral. Fluefiskere kan i den grad være selvforherligende og dømmende over for andre medfiskere, hvor mange fisk må man slagte, hvordan skal de se ud, må man røre ved fisken, fluefiskere kan let have en mening om at det kun er fluefiskeren, der har ret til de fisk der er i vores vande og at spinne-fiskerne kan samle sig på molerne og i P&T søerne.
Da jeg startede på kysten var det de gamle garvede, dem med sølvskel i det grå skæg, der viste os unge vejen og var vi i tvivl spurgte vi os frem. når de talte lyttede vi, jeg lærte at kystfiskerens første havørred godt må være et skravl, men at alle fisk derefter, skal være “ordentlige fisk” og behandles med stor respekt.
Gik der fiskere på revet, satte vi os ned og ventede på at de rykkede videre, når badekarrene blev fisket af, foregik det i bevægelse og man slog aldrig rod, så den næste fisker kunne affiske karret, uden at skulle gå på land for at passere én.

Den gang der var kystudsætninger kunne man rende ind i store flokke af havørreder, her er det fra Langeland en gang midt i 90erne, over 3 dage fangede vi 130 havørreder og vi kunne ha slaget halvdelen, men nøjedes med mindre, i dag var disse 9 nok blevet reduceret til en enkelt eller 2

Fangede vi en fisk og slog den ihjel, så var det fordi den skulle spises. Hvis der var en enkelt god dag med flere fisk på tasken, var det ikke ensbetydende med at der blev kigget skævt til en, man sørgede selv for at ens moral og etik justerede hvor mange og hvilke fisk der blev hjemtaget, og i takt med at der kom fisk i fryseren blev mindstemålet sat op. I 90erne var der så mange fisk på de Danske kyster at det var let at miste hovedet og blodbadet blev en realitet, billeder af 40-50 slagtede havørreder sås indimellem i fiskebladene, hvilket allerede dengang skabte en del røre blandt forarget lystfiskere.
Tiden er vel ved at være inde for at vi gør op med den anarki der efterhånden reagere ude ved fiskepladserne, nu skal det ikke lyde som om det hele er af lave, men mere som et opråb om at tiderne er skiftet og vi efterhånden er blevet rigtig mange, der finder glæde ved at fange en havørred på kysten. At vi som brugere af naturen, ønsker at alle der færdes som lystfiskere på kysten, ved hvilke retningslinier der skal følges for at vi ikke træder hinanden over tæerne.
I andre lande kræves det at der aflægges prøver for at kunne indløse fisketegn, Vi har det som jægere, hvor meget af selve stoffet også omhandler moral og etik, og hvordan man opføre sig i al almindelighed når man udøver sin hobby. Hvis vi også havde det som lystfiskere ville vi kunne have indflydelse på den mentale tilgang til fiskeriet som vi ønsker af kommende generationer af lystfiskere. Det må forventes at der i årene fremover, ikke bliver mindre pres på vores fiskevande.

sølvblanke fede fjordfisk, det er hvad vi alle ønsker os af fremtiden

Drømmen, Fisken, Hunden og Pigen…

En fiskehistorie fra min fjord, mens regnen siler ned og vi venter på foråret!

Det var endelig blevet forår og jeg var taget i fjorden, for at få én af de blanke i tale. Fuglene bekræftede at sommeren ikke var langt væk, overalt var der kærlighed i luften, parvis svømmede ænder og svaner rundt og nød hinanden og forårssolen.

Det var en af de forårsdage hvor alt bare virkede rigtigt, børsteormene sværmede og luften emmede af uforløst spænding, kun en enkelt lille målsfisk havde vist interasse for min flue, men der var flere fisk derude og nogen af dem var af den helt rigtige kaliber.

der gik en rum tid og et par kilometer kyst før der skete noget, endelig blev min børsteormsflue taget og en hidsig lille tyk fjordørred sprang fri af vandet. lidt efter kunne jeg befri den fra krogen og sende den tilbage med besked til dens mor om at bide i min flue.
Forårets fiskeri havde været, fint men der manglede lige kronen på værket, den store som havde spøgt i mine drømme hele vinteren.
Tiden gik og intet skete, vinden havde lagt sig og fjorden lå fuldstændig blank, det så godt ud med skoven der spejlede sig i overfladen på den anden siden af fjorden. Fluekastets rytme og den efterfølgende indtagning var gået hen og blevet til et meditativ monoton refleks, som var den en del af mig.
Alt var synligt på den blanke fjord, intet ville kunne skjule sin tilstedeværelse, selv under overfladen ville en forsigtig bevægelse blive afsløret af en hvirvel eller svag bule på overfladen. fluen var forlængst blevet skiftet, og det endda flere gange, nu her hvor dagen var begyndt at gå på hel, var det min gode gamle “Møn-zonker” der skulle gøre det sidste for at drømmen skulle gå i opfyldelse.
Bulen på overfladen var hverken diskret eller forsigtig, den rejste sig netop som jeg trak fluen ind over kanten af sejlrenden, med flere meters tilløb og for fuld kraft blev min flue taget. Selv om jeg havde fuldt med i det hele, syntes det som at vare et splitsekund.
Hugget var så hårdt at løslinen blev flået ud af hånden på mig og forsvandt ud af topøjet i rekordfart, derefter resten af min skydeline og en god mængde bagline. Mit fluehjul skreg, jeg var ikke i tvivl, fisken var stor, rigtig stor.
En pige var ude og lufte hund længere nede af stranden. Hun gik langs stranden med sin rottweiler løbende frit, frem og tilbage langs kysten, nogen gange fik den øje på en af ænderne som lå og nød forårssolen, hvorefter den løb ud i vandet i et forgæves forsøg på at fange den. Da pigen nåede ned til mig, stoppede hun op, hun havde set hvad der foregik, min drømmeørred havde heller ikke været diskret, flere gange havde den kastet sig fri af vandet. I den blege forårssol, havde det været let at se fra lang afstand, at der skete noget, der var værd at følge med i. Hendes hund, en rottweiler, løb stadig rundt og jagtede fugle.
Fighten var lang, jeg følte mig nogenlunde sikker på at zonkeren sad som den skulle. Efter flere lange udløb og et par spring, begyndte fisken at vise svaghedstegn, halen kom til syne i overfladen oftere og oftere og hvilket ror den havde. Det var med sikkerhed den største havørred jeg havde haft kontakt med. jeg kiggede mig om efter et egnet sted at kane fisken på land, fisken var inden og vende et par gange, udløbene var blevet kortere og kortere, nu var det kun vægten fra fisken der gjorde at jeg ikke bare kunne trække den på land, den måtte selv svømme det sidste stykke. pludselig som ud af et mareridt opdagede pigens sorte rottweiler den store fisk i vandkanten og uden tøven gik den til angreb, pigen begyndte at råbe og skrige “Whanka PÅ PLADS WHANKA” men hendes hund reagerede ikke, dræberinstinktet havde taget over. jeg råbte også, men lige lidt hjalp det. Rottweileren Whanka jagtede min drømmefisk. Det hele var som en ond drøm og sekunderne føltes som evigheder, og lige der foran mig stod hunden pludselig med min kæmpehavørred i kæberne.
Min reaktion var instinktiv og voldsom, rottweileren Whanka blev forskrækket og slap fisken som med sine sidste kræfter kastede sig halvt ud af vandet, der var stadig kontakt og min stang fleksede i bund… men det var ikke fisken der fik min stang til at krølle sammen, det var Whanka, krogen havde sluppet sit tag i fisken, og sat sig i hundens snude.
Da rottweileren Whanka sætter i løb ned af stranden, skriger bremsen på mit fluehjul som jeg aldrig har hørt det skrige før, eller det vil sige – før i dag. For nu stod jeg der, for 2. gang inden for kort tid, med et vildt dyr for enden af linen, der var fast besluttet på at stikke af med alle 200 meter bagline.

Når vi ligger hovedet på puden og lader drømmeverdenen overtage så er det gerne med store blanke ørreder som hovedrolleindehavere, men i den virkelige verden må vi desværre sande at der er rigtig mange timer mellem de hugger, og når det så sker er chancen får at få dem på land, lang mindre end den var i drømmen. sandheden er at vi lever af drømmen og de fisk vi mister, husker vi bedst og det er oftest de største.

Da jeg vågnede var min seng gennemblødt af sved, jeg satte mig på sengekanten og prøvede at finde hoved og hale på det mareridt jeg lige var vågnet fra, fluen, fisken, pigen og hunden, jo de havde været der allesammen, lige som de var der i går aftes.
Hunden lå og snorkede i sin kurv, pigen lå der i sengen og drømte om at shoppe tøj og diamanter. Jeg rejste mig og gik ud og kiggede i fryseren, til min lettelse lå dén der også, stor, bred, smuk og blank.
Hunden Whanka havde godt nok løbet omkring, men da fisken var kommet ind på det lave og den havde set den, lystrede den pigens kald med det samme og kom i snor. kort efter gled fisken op mellem stenene og kæntrede så jeg kunne skubbe den det sidste stykke op på det tørre. mit livs fisk var en realitet.

Tak til min fiskekammerat Thomas T for god inspiration og mange gode fisketure. jeg glæder mig meget til dem der kommer i fremtiden.

Rune Westphal
Top Fishing Websites at TopFishingSites.Com

Kystfiskerliv del 1

Et par blanke fra før kystfiskeri efter havørreder blev moderne

Når man starter som kystfisker så er der kun en ting der tæller, og det er at komme afsted så meget som muligt, fiskeplads efter fiskeplads bliver fisket af, men meget ofte uden den store succes, nogen gange rammer man ind i en fisk, fiskefeberen får et ekstra nyk opad og man er klar til at gå de næste mange timer, dage måske endda måneder, før det næste hug indtræffer.
Med tider bør der dog blive kortere og kortere mellem huggene, du finder dine favorit fiskepladser, og i takt med mængden af besøg, får du et billed af de enkelte pladsers hotspots.
Rigtig meget fiskelitteratur bliver gennemlæst og forvirringen bliver ofte total, for der er lige så mange teorier som der er fiskere, spin, flue, bombarda, woblere, blink, stort eller småt, hurtigt eller langsomt, hvornår, højvande eller lavvande og alle de andre faktorer, men hvor skal man begynde.

Min far igang i hårdt vejr på sjællands Nordkyst ved Hyllingebjerg, huset er forlængst forsvundet og stenhøfter har erstattet den engang så legendariske plads. De første store havørreder kom netop herfra.

Jeg kommer ud af en lystfiskerfamilie, min far og farfar havde allerede knækket nogle af koderne, men det udstyr man brugte dengang i efterkrigs årene var noget grovere end i dag og der var ikke mange man kunne dele erfaringer med. Fluefiskeri var forbeholdt dem der fiskede i de jyske åer, så det stod på spinnefiskeri fra land med splitcane stænger og senere glasrørsstænger, men de fangede fisk og derfor var mine første fiskeår lidt lettere end mange andres, jeg havde trods alt 2 “guruer” som jeg kunne udfritte for viden om fiskeriet og som tog mig med hen til de fiskepladser de viste kunne gemme på en blank havørred.
Et er teori, noget andet er at stå ved kysten med sin 7 fods spinnestang med et Cardinal 154 fastspolehjul og en 12 grams Møresilda forenden af en tvivlsom 0,25 nylonline. Men det virkede, dengang var der jo en stor bestand af kysttorsk og hvis man et kort øjeblik faldt i staver og satte tempoet ned, eller der var kludder i linen, kunne man være sikker på at en hidsig kysttorsk ville hugge blinket inden det nåede bunden. derfor var det let at blive holdt til ilden, en kysttur var aldrig kedelig, ind imellem huggede en lidt større torsk og så var man spændt for, og det skete ikke så sjældent at de nåede at sætte sig så man mistede både fisk og blink. Det var forøvrigt her jeg fik en af mine første vigtige lektioner i tålmodighed, det var jo oftest ynglings blinket der sad for enden af linen, så det var ikke bare noget man smed væk. “tålmodighed er en dyd” lød det fra den gamle, så først prøvede jeg med et vedvarende pres fra den ene side og hvis det ikke hjalp så ændrede jeg position og holdt presset fra en anden vinkel, det kunne jeg godt bruge lang tid på og nogen gange virkede det,  pludselig fik jeg trukket torsken ud af tangbusken og succesen var i hus, med både en stor kysttorsk og mit favorit blink. I dag har vi jo fletliner, så de fleste trækker bare krogen ud af munden på en stor fisk der har “parkeret” sig ved bunden, en klassisk måde nybegyndere mister deres første store fisk på!

Bornholm og broens rev var en fast tradition op gennem mine teenage år og mange smukke fisk er kommet på land igennem tiderne! her er det min far med 2 grønlændere og tjek lige mobiltelefonen, der er sket meget siden

Min far er en skrap fisker og de første år af mit kystfiskeliv fangede han flotte blanke havørreder for næsen af mig og gang på gang måtte jeg indse at selv om vi fiskede de samme steder med de samme blink, så var der også andre faktorer der spillede, nemlig erfaring og teknik.
Erfaring kan man kun få ved vandet og da jeg blev gammel nok til selv at tage af sted, så blev fiskestangen, cyklen og toget faste partnere i weekenderne. Med sommerhuset som udgangspunkt havde jeg inden for overkommelig afstand, flere rigtige fine hotspots og der blev fisket og fanget fisk, flere og flere.
Jeg havde læst om kystfluefiskeri, så fluestangen var ofte med og når der ikke sket noget med spinnestangen, kom den i brug. Min kasteteknik var måske ikke den bedste, alt var selvlært på sommerhusets græsplæne, men på kysten blev det finjusteret, så det fungerede til det der var formålet, der var ingen at spørge til råds, så det var den gode gamle “learning by doing” det var ikke kønt, men det virkede og pludselig en vindstille dag i ginklart vand, hvor alle de gamle garvede havde opgivet at fiske og sad oppe i marehalmen og fortalte løgnehistorier, skete det så, en lille blank målsfisk så min flue og tog den. Det var endnu et højdepunkt i mit fiskeliv, der skulle få en vigtig betydning, jeg havde lært at uanset hvad, så er der altid en chance for at fange fisk, det er bare et spørgsmål om at fiske.
I starten troede jeg det var fordi jeg fiskede med flue og det kan da godt være at det gjorde udslaget, men senere erfarede jeg, at så længe man har krogen i vandet, så er chancen for hug tilstede, og her denne tidlige forårsdag i Vellerup vig fik jeg belønningen for ikke at give op og sætte mig op og høre på historier om, at det ikke kan lade sig gøre når “vinden er i øst” eller “når vandet er for klart”. Fordomme og forhindringerne om det dårlige fiskeri ligger i fiskerens hoved, ikke i fiskens. så længe man holder sit sind åbent og tænker positivt, så er chancen for succes tilstede.
Når jeg efter en lang fisketom dag på kysten, er ved at give op og troen på det forjættede hug virker som en umuligt drøm, kan jeg stadig høre min saglige farfars mantra blive messet i de evigt rullende dønninger “tænk positivt, det gir flere fisk”

Vellerup Vig en plads der var fyldt med håbefulde lystfiskere i de første år af hvad må betegnes som den "moderne kystfiskertidsalder" alle ungdomsskoler valfartede afsted weekend efter weekend og unge håbefulde blandede sig med de gamle garvede, fisk kom på land, dog slet ikke i de mængder som der var fiskere. Her ser vi fra "Hansens hjørne" over på nok Danmarks mest legendariske fiskeplads "muslingerevet" og hønseriet"

Top Fishing Websites at TopFishingSites.Com