Kystfiskerliv del 1

Et par blanke fra før kystfiskeri efter havørreder blev moderne

Når man starter som kystfisker så er der kun en ting der tæller, og det er at komme afsted så meget som muligt, fiskeplads efter fiskeplads bliver fisket af, men meget ofte uden den store succes, nogen gange rammer man ind i en fisk, fiskefeberen får et ekstra nyk opad og man er klar til at gå de næste mange timer, dage måske endda måneder, før det næste hug indtræffer.
Med tider bør der dog blive kortere og kortere mellem huggene, du finder dine favorit fiskepladser, og i takt med mængden af besøg, får du et billed af de enkelte pladsers hotspots.
Rigtig meget fiskelitteratur bliver gennemlæst og forvirringen bliver ofte total, for der er lige så mange teorier som der er fiskere, spin, flue, bombarda, woblere, blink, stort eller småt, hurtigt eller langsomt, hvornår, højvande eller lavvande og alle de andre faktorer, men hvor skal man begynde.

Min far igang i hårdt vejr på sjællands Nordkyst ved Hyllingebjerg, huset er forlængst forsvundet og stenhøfter har erstattet den engang så legendariske plads. De første store havørreder kom netop herfra.

Jeg kommer ud af en lystfiskerfamilie, min far og farfar havde allerede knækket nogle af koderne, men det udstyr man brugte dengang i efterkrigs årene var noget grovere end i dag og der var ikke mange man kunne dele erfaringer med. Fluefiskeri var forbeholdt dem der fiskede i de jyske åer, så det stod på spinnefiskeri fra land med splitcane stænger og senere glasrørsstænger, men de fangede fisk og derfor var mine første fiskeår lidt lettere end mange andres, jeg havde trods alt 2 “guruer” som jeg kunne udfritte for viden om fiskeriet og som tog mig med hen til de fiskepladser de viste kunne gemme på en blank havørred.
Et er teori, noget andet er at stå ved kysten med sin 7 fods spinnestang med et Cardinal 154 fastspolehjul og en 12 grams Møresilda forenden af en tvivlsom 0,25 nylonline. Men det virkede, dengang var der jo en stor bestand af kysttorsk og hvis man et kort øjeblik faldt i staver og satte tempoet ned, eller der var kludder i linen, kunne man være sikker på at en hidsig kysttorsk ville hugge blinket inden det nåede bunden. derfor var det let at blive holdt til ilden, en kysttur var aldrig kedelig, ind imellem huggede en lidt større torsk og så var man spændt for, og det skete ikke så sjældent at de nåede at sætte sig så man mistede både fisk og blink. Det var forøvrigt her jeg fik en af mine første vigtige lektioner i tålmodighed, det var jo oftest ynglings blinket der sad for enden af linen, så det var ikke bare noget man smed væk. “tålmodighed er en dyd” lød det fra den gamle, så først prøvede jeg med et vedvarende pres fra den ene side og hvis det ikke hjalp så ændrede jeg position og holdt presset fra en anden vinkel, det kunne jeg godt bruge lang tid på og nogen gange virkede det,  pludselig fik jeg trukket torsken ud af tangbusken og succesen var i hus, med både en stor kysttorsk og mit favorit blink. I dag har vi jo fletliner, så de fleste trækker bare krogen ud af munden på en stor fisk der har “parkeret” sig ved bunden, en klassisk måde nybegyndere mister deres første store fisk på!

Bornholm og broens rev var en fast tradition op gennem mine teenage år og mange smukke fisk er kommet på land igennem tiderne! her er det min far med 2 grønlændere og tjek lige mobiltelefonen, der er sket meget siden

Min far er en skrap fisker og de første år af mit kystfiskeliv fangede han flotte blanke havørreder for næsen af mig og gang på gang måtte jeg indse at selv om vi fiskede de samme steder med de samme blink, så var der også andre faktorer der spillede, nemlig erfaring og teknik.
Erfaring kan man kun få ved vandet og da jeg blev gammel nok til selv at tage af sted, så blev fiskestangen, cyklen og toget faste partnere i weekenderne. Med sommerhuset som udgangspunkt havde jeg inden for overkommelig afstand, flere rigtige fine hotspots og der blev fisket og fanget fisk, flere og flere.
Jeg havde læst om kystfluefiskeri, så fluestangen var ofte med og når der ikke sket noget med spinnestangen, kom den i brug. Min kasteteknik var måske ikke den bedste, alt var selvlært på sommerhusets græsplæne, men på kysten blev det finjusteret, så det fungerede til det der var formålet, der var ingen at spørge til råds, så det var den gode gamle “learning by doing” det var ikke kønt, men det virkede og pludselig en vindstille dag i ginklart vand, hvor alle de gamle garvede havde opgivet at fiske og sad oppe i marehalmen og fortalte løgnehistorier, skete det så, en lille blank målsfisk så min flue og tog den. Det var endnu et højdepunkt i mit fiskeliv, der skulle få en vigtig betydning, jeg havde lært at uanset hvad, så er der altid en chance for at fange fisk, det er bare et spørgsmål om at fiske.
I starten troede jeg det var fordi jeg fiskede med flue og det kan da godt være at det gjorde udslaget, men senere erfarede jeg, at så længe man har krogen i vandet, så er chancen for hug tilstede, og her denne tidlige forårsdag i Vellerup vig fik jeg belønningen for ikke at give op og sætte mig op og høre på historier om, at det ikke kan lade sig gøre når “vinden er i øst” eller “når vandet er for klart”. Fordomme og forhindringerne om det dårlige fiskeri ligger i fiskerens hoved, ikke i fiskens. så længe man holder sit sind åbent og tænker positivt, så er chancen for succes tilstede.
Når jeg efter en lang fisketom dag på kysten, er ved at give op og troen på det forjættede hug virker som en umuligt drøm, kan jeg stadig høre min saglige farfars mantra blive messet i de evigt rullende dønninger “tænk positivt, det gir flere fisk”

Vellerup Vig en plads der var fyldt med håbefulde lystfiskere i de første år af hvad må betegnes som den "moderne kystfiskertidsalder" alle ungdomsskoler valfartede afsted weekend efter weekend og unge håbefulde blandede sig med de gamle garvede, fisk kom på land, dog slet ikke i de mængder som der var fiskere. Her ser vi fra "Hansens hjørne" over på nok Danmarks mest legendariske fiskeplads "muslingerevet" og hønseriet"