kystfiskerliv del 2

En ubønhørlig trang til at komme ud hev og sled i mit unge sind, men vinteren havde lukket af for mulighederne, min lille lokale mose hvor jeg normalt fik de værste abstinenser dulmet, var dybfrossen. Sneen lå i store driver over alt, der ville gå mange måneder før jeg igen kunne dyrke noget der lignede fiskeri.

Fisk og Fri har igennem mange år formet og fodret vores drømme.

Fisk og Fri, et nyt moderne og farverigt fiskemagasin, der i modsætning til sportsfiskeren på det tidspunkt, var fyldt med flotte farverige fotos, havde set dagen lys et par år tidligere, det var min redning, eller snare – det tog de værste af mine abstinenser. Alle sider blev gennemlæst og studeret i detaljer, alt hvad der omhandlede kystfiskeri blev læst ekstra grundigt, så jeg kunne alle teorierne og trix,  når det endelig ville blive forår.
En historie om Otto Poulsen der fangede 100 havørreder om året fik mig til at drømme, hvordan var det dog muligt. nogle år senere blev jeg klar over at det krævede tid og viden om fisk og fiskeriet.
imens sneen dalede ned fra himlen sad jeg ved mit skrivebord og kiggede drømmende ud af vinduet, lektierne som skulle laves, skred langsomt fremad, men der kom lidt mere fart på, da de kom til at omhandle fisk i alle afskygninger. Stile om fisketure i alverdens lande, regnestykke blev regnet i kilo fisk, biologi ja gæt selv. drømmen om hive den ene blanke havørred ind efter den anden, havde sat dagsordnen, mit liv var gået i “fisk”.
Julen var kærkommen, ønskesedlen var alenlang og fyldt med fiskegrej i alle udformninger, bøger om fiskeri og et fluebindings-begyndersæt. Jeg måtte ha været et artigt barn, for alle mine ønsker blev opfyldt. Lige pludselig var vinteren ikke noget synderligt problem, flue på flue blev bundet og når man er så heldig, at ha en far der er konservator, så er det ikke fjer og hårmaterialer der mangler. Der blev kreeret det ene uhyre efter det andet, det var meget lærerigt og  mange fluer blev bundet for efterfølgende at blive skrællet igen, så krogen kunne genbruges. Med tiden fik jeg en ide om hvordan de forskellige materialer opførte sig.
Når det var sengetid endte det med, at jeg  lå og læste “Sølvtøj” af Jens Ploug Hansen og “Havørred Havørred” af Kurt Malmbak Kjeldsen til langt ud på natten, det som min far og farfar ikke vidste, havde jeg nu læst mig til, jeg var klar til forårets komme,
Men så let er det bare ikke, man kan læse nok så meget litteratur og kunne alle guruernes teorier forfra og bagfra, igen måtte jeg lære det på den hårde måde. Isen brød i fjordene og foråret kom. Der blev fisket igennem, hver weekend på brugt i Isefjorden, Roskilde fjord og på nordsjællands kyst, men ikke en eneste havørred kom på land og hvad værre var, så kunne jeg gang på gang se min far kroge den ene fine fisk efter den anden.

Den første fisk efter en vinterpause har altid en stor betydning, det er vigtigt at komme godt i gang inden frustrationerne indfinder sig og man går i fiskepanik
Her er den årets første fisk fra 2010 en superskøn overspringer på 3,6 kg
Foto: Thomas Thacker

Tørkeperioder er noget alle havørredfiskere skal igennem, dem der påstår at de aldrig har haft en, har med garanti ikke fisket længe, eller det man kan kalde selektiv hukommelse. sikre tegn på en begyndende tørkeperiode er den svindende selvtillid, man begynder at skæve til sidemanden, for at aflure tempoet på indtagningen/indspinning og en konstant trang til at skifte flue. Langsomt begynder desperationen  at indfinde sig og i takt med den stiger, mister man fokus på selve fiskeriet, en “farlig” tilstand indtræffer og man bliver overtændt. fisketiden bliver brugt i bilen, plads efter plads bliver afsøgt, men ingen af dem virker rigtige. Inden man er i vandet på den valgte kyst, har man allerede overvejet om det ikke skulle ha været et andet spot istedet, rastløst bevæger man sig fra kyst til fjord og tilbage igen.
Og det var netop hvad der skete for mig. Det meste af foråret var gået uden et hug, når jeg gik i vandet med fluestangen syntes spinnestangen som et bedre valg eller omvendt. Samtlige blink havde været bundet på min 0,25 mm ABUlon nylonline mange gange, og mens jeg endnu en gang skiftede flue, landende min far endnu flot fisk.
jeg var for første men bestemt ikke sidste gang i mit, på det tidspunkt korte liv, nedfisket og udfisket.

En fantastisk 5 kilos fisk fra østersøen, fisken huggede på en hjemmelavet sølvpil, og det den endelig var i nettet efter en legendarisk hidsig kamp, var 2 af grenene på Mustad trekrogen knækket og den sidste var næsten rettet ud

Nu sagde jeg jo at det var en farlig tilstand at havne i, for et er sikkert – alle tørkeperioder ender, pludselig så er der en ørred der ikke kan modstå fristelsen og hugger. Med et er tørken er brudt. Dengang var det en knækket sølvpil med et nyt hul til springring og krog, der endte mit mareridt. Sidst i maj måned på jagt efter hornfisk faldt hugget og da den kastede sig ud af vandet og synliggjorde at det endelig var en fin blankfisk på en ½ meters længde, gik jeg pænt meget i panik, og jeg lavede nok alle de fejl det er muligt og resultatet blev derefter, og jeg endte med at miste fisken efter den havde svømmet mellem benene på mig!
Den onde cirkle var brudt og med et vendt troen på at jeg godt kunne fange sølvtøj tilbage, 10 minutter senere var jeg klar, havørreden viste sig i overfladen 40-50 meter ude, den lille sølvpil landen lige der hvor den havde vist sig og hugget faldt promte. Denne gang var jeg klar og med rystende hænder, en puls på 200 og samlet ben, blev fisken fightet sikkert i nettet. Sejerens sødme smager nogen gange bedre end andre og når jeg sidder her mange år og mange havørreder senere og tænker tilbage, så kan jeg med sikkerhed sige at de fisk der ender tørker uden tvivl er dem man husker bedst, ja faktisk mindst lige så godt som de store.
Havørredfiskeri er hårdt arbejde, i de perioder hvor fiskene er svære og ikke vil lege med, slider det på psyken, at læse om andres succes, mens man selv ikke kan finde melodien. Men det er de fiskeløse tider, der lære os tålmodigheden og glæden ved andre sider af fiskeriet, hvis det nu var så let at fange havørreder og vi fangede massere på hver tur, så tror jeg ikke at det ville appellere til vores jagtinstinkt i den grad som det gør. Slidet lære os at værdsætte alle de fisk vi fanger og respekt for de fisk og fiskere vi møder på kysten.

Fisketure med kammeraterne er altid de bedste, en fisk fanget på en solotur er en god oplevelse, men når der er fiskekammerater der kan blive "misundelige" over ens held og man har håneretten, så er bliver fisketuren sjældent bedre!

Top Fishing Websites at TopFishingSites.Com

Kystfiskerliv del 1

Et par blanke fra før kystfiskeri efter havørreder blev moderne

Når man starter som kystfisker så er der kun en ting der tæller, og det er at komme afsted så meget som muligt, fiskeplads efter fiskeplads bliver fisket af, men meget ofte uden den store succes, nogen gange rammer man ind i en fisk, fiskefeberen får et ekstra nyk opad og man er klar til at gå de næste mange timer, dage måske endda måneder, før det næste hug indtræffer.
Med tider bør der dog blive kortere og kortere mellem huggene, du finder dine favorit fiskepladser, og i takt med mængden af besøg, får du et billed af de enkelte pladsers hotspots.
Rigtig meget fiskelitteratur bliver gennemlæst og forvirringen bliver ofte total, for der er lige så mange teorier som der er fiskere, spin, flue, bombarda, woblere, blink, stort eller småt, hurtigt eller langsomt, hvornår, højvande eller lavvande og alle de andre faktorer, men hvor skal man begynde.

Min far igang i hårdt vejr på sjællands Nordkyst ved Hyllingebjerg, huset er forlængst forsvundet og stenhøfter har erstattet den engang så legendariske plads. De første store havørreder kom netop herfra.

Jeg kommer ud af en lystfiskerfamilie, min far og farfar havde allerede knækket nogle af koderne, men det udstyr man brugte dengang i efterkrigs årene var noget grovere end i dag og der var ikke mange man kunne dele erfaringer med. Fluefiskeri var forbeholdt dem der fiskede i de jyske åer, så det stod på spinnefiskeri fra land med splitcane stænger og senere glasrørsstænger, men de fangede fisk og derfor var mine første fiskeår lidt lettere end mange andres, jeg havde trods alt 2 “guruer” som jeg kunne udfritte for viden om fiskeriet og som tog mig med hen til de fiskepladser de viste kunne gemme på en blank havørred.
Et er teori, noget andet er at stå ved kysten med sin 7 fods spinnestang med et Cardinal 154 fastspolehjul og en 12 grams Møresilda forenden af en tvivlsom 0,25 nylonline. Men det virkede, dengang var der jo en stor bestand af kysttorsk og hvis man et kort øjeblik faldt i staver og satte tempoet ned, eller der var kludder i linen, kunne man være sikker på at en hidsig kysttorsk ville hugge blinket inden det nåede bunden. derfor var det let at blive holdt til ilden, en kysttur var aldrig kedelig, ind imellem huggede en lidt større torsk og så var man spændt for, og det skete ikke så sjældent at de nåede at sætte sig så man mistede både fisk og blink. Det var forøvrigt her jeg fik en af mine første vigtige lektioner i tålmodighed, det var jo oftest ynglings blinket der sad for enden af linen, så det var ikke bare noget man smed væk. “tålmodighed er en dyd” lød det fra den gamle, så først prøvede jeg med et vedvarende pres fra den ene side og hvis det ikke hjalp så ændrede jeg position og holdt presset fra en anden vinkel, det kunne jeg godt bruge lang tid på og nogen gange virkede det,  pludselig fik jeg trukket torsken ud af tangbusken og succesen var i hus, med både en stor kysttorsk og mit favorit blink. I dag har vi jo fletliner, så de fleste trækker bare krogen ud af munden på en stor fisk der har “parkeret” sig ved bunden, en klassisk måde nybegyndere mister deres første store fisk på!

Bornholm og broens rev var en fast tradition op gennem mine teenage år og mange smukke fisk er kommet på land igennem tiderne! her er det min far med 2 grønlændere og tjek lige mobiltelefonen, der er sket meget siden

Min far er en skrap fisker og de første år af mit kystfiskeliv fangede han flotte blanke havørreder for næsen af mig og gang på gang måtte jeg indse at selv om vi fiskede de samme steder med de samme blink, så var der også andre faktorer der spillede, nemlig erfaring og teknik.
Erfaring kan man kun få ved vandet og da jeg blev gammel nok til selv at tage af sted, så blev fiskestangen, cyklen og toget faste partnere i weekenderne. Med sommerhuset som udgangspunkt havde jeg inden for overkommelig afstand, flere rigtige fine hotspots og der blev fisket og fanget fisk, flere og flere.
Jeg havde læst om kystfluefiskeri, så fluestangen var ofte med og når der ikke sket noget med spinnestangen, kom den i brug. Min kasteteknik var måske ikke den bedste, alt var selvlært på sommerhusets græsplæne, men på kysten blev det finjusteret, så det fungerede til det der var formålet, der var ingen at spørge til råds, så det var den gode gamle “learning by doing” det var ikke kønt, men det virkede og pludselig en vindstille dag i ginklart vand, hvor alle de gamle garvede havde opgivet at fiske og sad oppe i marehalmen og fortalte løgnehistorier, skete det så, en lille blank målsfisk så min flue og tog den. Det var endnu et højdepunkt i mit fiskeliv, der skulle få en vigtig betydning, jeg havde lært at uanset hvad, så er der altid en chance for at fange fisk, det er bare et spørgsmål om at fiske.
I starten troede jeg det var fordi jeg fiskede med flue og det kan da godt være at det gjorde udslaget, men senere erfarede jeg, at så længe man har krogen i vandet, så er chancen for hug tilstede, og her denne tidlige forårsdag i Vellerup vig fik jeg belønningen for ikke at give op og sætte mig op og høre på historier om, at det ikke kan lade sig gøre når “vinden er i øst” eller “når vandet er for klart”. Fordomme og forhindringerne om det dårlige fiskeri ligger i fiskerens hoved, ikke i fiskens. så længe man holder sit sind åbent og tænker positivt, så er chancen for succes tilstede.
Når jeg efter en lang fisketom dag på kysten, er ved at give op og troen på det forjættede hug virker som en umuligt drøm, kan jeg stadig høre min saglige farfars mantra blive messet i de evigt rullende dønninger “tænk positivt, det gir flere fisk”

Vellerup Vig en plads der var fyldt med håbefulde lystfiskere i de første år af hvad må betegnes som den "moderne kystfiskertidsalder" alle ungdomsskoler valfartede afsted weekend efter weekend og unge håbefulde blandede sig med de gamle garvede, fisk kom på land, dog slet ikke i de mængder som der var fiskere. Her ser vi fra "Hansens hjørne" over på nok Danmarks mest legendariske fiskeplads "muslingerevet" og hønseriet"

Top Fishing Websites at TopFishingSites.Com